Omtale i Trekantens Folkeblad onsdag den 27. juli 1983 i forbindelse med Egnsmindesamlingens flytning tilbage til Smidstrup-Skærup Centralskole.
”Risse” Hvid skriver:
Går man fra Smidstrup mod vest et par tusind meter, kommer man til et sted, hvor der omkring år 200 lå en lille landsby.
Hvorfra ved vi det?
Vi ved det, fordi vi har fundet noget affald fra landsbyen, noget som har ligget i jorden i alle de mange hundred år uden at rådne, ruste op eller forvitre væk. Det er skårene fra deres krukker og skåle.
Dengang - i jernalderen – var de meget dygtige til at lave pottemagervarer. De formede tingene i hænderne og brændte dem i en mile eller i en ovn, hvor de kunne få temperaturen op på 900 grader.
Lertøj, som er brændt ved så høj temperatur, er næsten uforgængelig. Der, hvor landsbyen engang lå, er nu marker, som er blevet pløjet og dyrket i flere hundrede år. Alligevel kommer der stadig potteskår op. Man kan finde dem, når man går over pløjemarken (bedst om foråret, når det har regnet meget).
Dengang jernalderbønderne boede i denne landsby, lå der i en lavning en lille dam, som de brugte til affaldsplads. Når affaldsdyngen inde i deres huse blev for stor, fejede de det hele sammen og smed det ud i dammen. Til skidtet hørte også skårene fra de lerkrukker, der var i stykker. De fleste af dem kom med i affaldsdyngen og blev smidt væk. Efterhånden dannedes et helt lag på bunden af dammen. Dette lag har ligget der indtil for få år siden. Da fik de oppløjede skår nogle amatørarkæologer til at kigge nærmere på stedet. Under opsyn fra Vejle museum er den gamle affaldsplads nu gennemgravet, og mange tusinde skår er sorteret fra.