Håstrup slap relativt nådigt fra svenskekrigene sammenlignet med den øvrige del af egnen. Da området tillige består af god jord, var gårdene på et tidligt tidspunkt store, og de er blevet ved med at vokse. I 1915 byggede man på Håstrupgårdsvej 4 et missionshus. Missionshuset er stort og rummelig og ligner ikke andre missionshuse. Huset viser, at borgerne i Håstrup var rige sammenlignet med egnens andre bysamfund. I 1973 blev missionshuset solgt til private, da der ikke var tilstrækkeligt med borgere i området til at have et missionshus i både Smidstrup og i Håstrup. Køberen brugte de til sommerbolig, men senere er det blevet helårs bolig. Læs mere om Håstrup missionshus i bogen ”Smidstrup – spredte træk af sognets historie” side 817.
Der har været skole i Håstrup langt tilbage i tiden. Jacob Hansen var lærer i Håstrup omkring 1719, men blev flyttet til Smidstrup, da rytterskolen blev oprettet på Madekærvej 7. Niels Kjersgaard Arrevad var den første lærer, der blev knyttet til den Håstrup skole på Håstrupvej 140, som vi kender i dag. Han kom til skolen i 1831. Den nye skole blev taget i brug den 4. september 1831. Skolen blev nedlagt i 1959, da Smidstrup – Skærup Centralskole blev taget i brug. Håstrup skole var i begyndelsen af 1900’tallet ved at være for lille til det antal børn, der var i Håstrup. Derfor blev der i 1919 etableret en forskole på Frifeltvej 7. Læs mere om Håstrup Skole i bogen ”Smidstrup – spredte træk af sognets historie” side 793 til 795.