Brudetog i Haastrup 1844.
Nedenstående billede er malet af Sigvald Hense i 1845 på et gammelt træpanel. Billedet blev i 1963 givet af Dagmar og Willy Sørensen ”Langagergård” til Smidstrup-Skærup Centralskole. Billedet kom sammen med Egnsmindesamlingen i 2012 til Smidstrup & Omegns Museum. Brylluppet fandt sted i Smidstrup Kirke den 8. juni 1844. Det var Ane Kirstine Buch af Haastrup, der ægtede Mads Petersen Dons af Luttergavl i Viuf. Brudetoget kører forbi den gamle skole i Haastrup, som ses til venstre på billedet. Til højre ligger Jørgen Adolfsens gård, hvor træpanelerne har været opsat i et gæsteværelse.
Optoget bestod af følgende. To forridere efterfulgt af en vogn med spillemænd. I anden vogn sad brudepigerne og i tredje vogn sad bruden i nedringet dragt uden overtøj. I næste vogn følger brudgommen med forlovere. Man kører i trestolede holstenske vogne. Skaren må være på vej til kirken, da brud og brudgom ikke sidder i samme vogn.
Sigvald Hense har også malet 10 malerier på Gammelby Mølle.